I 1972 indledtes en række kurser i korsstingsbroderi for amerikan-ske kvinder. Kurserne blev afholdt af Selskabet til Haandarbejdets Fremme i Danmark og af Ginnie og Ken Thompson
i South Carolina, USA.
Baronesse Marianne Lotzbeck og jeg stod for undervisningen, som bestod af ganske små emner som nålebøger, nålepuder, bogmærker, servietter og lignende.
Inspireret af Schweizerkludene (læreklude i forskellig længde, syet af skolepiger sidst i 1800 tallet, efter et pædagogisk princip udviklet af den tyske lærerinde Rosalie Schallenfeldt. Metoden kom til Dan-mark via Schweiz. Deraf navnet.) foreslog Ken Thompson i 1979, at vi skulle starte, som han sagde: ”en lang tradition”, hvor vi blev bedt om at tilrettelægge små prøveblade udformet som selvstændige navneklude, som kunne syes sammen til en remse af ubestemt længde, alt efter hvor mange kurser man havde deltaget i. Der blev afsat to dage til et prøveblad, som alle skulle forsynes med årstal, kursistens initialer og et logo for den forening eller hvem der måtte afholde kurset.
Til hvert kursus leverede jeg stingtegninger m.m. De enkelte prøveblade blev aldrig tilrettelagt med henblik på at de skulle klæde hinanden, hvilket jo ikke var muligt, da de samme kursister ikke deltog hver gang. Det eneste gennemgående var det hvide hørstof med samme trådtæthed, og antallet af tråde i bredden. Længden varierede også. Marianne Lotzbeck og jeg var også her fælles om undervisningen,
og vi skiftedes til at tage til USA hvert andet år. Når undervisningen fandt sted i USA udarbejdede vi sædvanligvis et prøveblad og en ting. Der blev afsat to dage til hvert project, og programmet blev gentaget ugen efter. Når kursisterne var i Danmark underviste vi begge på et kursus af to dages varighed med hvert vort prøveblad.
Jeg syede mine egne prøver sammen til en remse, der blev afsluttet i 2000 med en længde på 5,50 m. I den indgår en længere prøveblad i samme bredde, som var delt op og bragt over fire numre af et håndarbejdsblad i USA.
Af hele remsen fremgår det tydeligt, at sværhedsgraden er stigende. Broderi var på det tidspunkt ikke almindeligt i USA. At tælle tråde og sy korssting på hørstof var ukendt, og smalle sømme med hulsøm en næsten umulig opgave.
Når jeg ser de små navneklude igennem i dag, kan jeg næsten ikke forstå at de lærte så meget.
Min ”Schweizerklud” er 5 1/2 m. lang og vises her i sin fulde længde, så alle der har tålmodigheden i behold kan kigge den igennem og måske blive inspireret til et eller andet.
Ved at klikke ind på dele af schweizerkluden, vil man kunne se et større billede.
JH. |
